Faldskræmsudspring


MadsenFaldskræmsudspring for bamser og andre krammedyr er en aktivitet, som vi i Randers Drageklub introducerede i Danmark i forbindelse med Randers Dragefestival 1994. Det gav os en hel fantastisk medieomtale det år, og har siden været en utrolig populær og tilbagevendende begivenhed på stort set alle Danmarks festivaller. Det er især Ole Madsen, som har vundet megen popularitet som "bamse-far" og "spring-leder" rundt om i landet. Han og Esben Collstrup (som vel er det egentlige ophav til ideen i Danmark) har de mest velfungerende færger og har glædet mange børn, som stolte har kunnet gå hjem med deres diplomer for veludført bamse-udspring.

For at arrangere faldskærmsudspring skal man bruge en stabil drage (vi foretrækker DeltaConyne eller Rokkaku), en færge (det hedder dimsen som flyver op med lasten og returnerer til jorden bagefter), nogle faldskærme i forskellige størrelser alt efter lastvægten, og nogle modige tøjdyr.

Færgen kan også bruges til karameludkast, en anden populær aktivitet blandt børn - omend ikke i Dansk Tandlæge Forening.

Billedet, som er taget på Rømø 1995, viser Ole Madsen (th) i gang med at gøre færgen klar til karameludkast. Fra venstre ses Jens-Peter, Jens og Anders.

Du kan finde en byggevejledning til en færge hos Thomas Dorf i Aalborg